Pilehusets værdier

Vi tager udgangspunkt i Tom Kitwoods teori omkring personcentreret omsorg.
Centrale antagelser i teorien er:

  • At anskue demens som en tilstand, hvor nogle færdigheder går tabt
  • At antage at alt hvad en person gør og siger er meningsfuldt og derfor vigtigt
  • At kende personen og se vedkommendes livshistorie som vigtig
  • At sørge for passende stimulation gennem et fokus på meningsfuld beskæftigelse og aktiviteter for borgeren
  • At omsorgen som ydes, har en afgørende indflydelse på udviklingen af det enkelte menneskes demens
  • At det med en personcentreret omsorg er muligt at opretholde en stor grad af velbefindende hos mennesket med demens trods sygdommens udvikling
  • At det centrale er at se personen med sin særlige baggrund og historie og personens ressourcer og behov, frem for at man fokuserer på demenssygdommen og de symptomer, det måtte give

Vi bestræber os på at opfatte enhver adfærd – hensigtsmæssig som uhensigtsmæssig – som affødt af intentionen, at søge at dække et behov for sig selv. Vi prøver at forstå den virkelighed den enkelte person oplever, med baggrund i de mønstre og forudsætninger, overbevisninger, præferencer og forståelser af verden omkring sig, der er skabt gennem et livsforløb. Personen med demens har samme behov som enhver anden for respekt og behovsopfyldelse, for at blive set, hørt og genkendt og med samme trang til at kommunikere følelser og behov, og for at opleve selvrealisation, aktivitet, succes og glæde.
Det er personalets opgave at understøtte og imødekomme borgerens behov så der opnås højest mulig velbefindende ved at kompensere for konsekvenserne af personens nedsatte mestringsevne og have øje for udtrykte og uudtrykte behov.

I praksis betyder dette følgende for hverdagen i Pilehuset

  • Teorien omkring personcentreret omsorg er indskrevet i vores værdigrundlag og i vores virksomhedsplan, så det er klart at dette er den teoretiske ramme vi forventer medarbejdere i huset kender og kan efterleve. Der undervises i teorien på vores introuddannelse og vores faglige ledere kan vejlede efter teorien
  • Vi er tværfagligt sammensat for at kunne skabe den helhedsorienterede indsats omkring borgerne. Omkring hver borger er et team bestående af både pædagoger, sundhedsfaglige (sosu-assistenter eller sygeplejersker) og ergoterapeuter. Teamet afholder jævnligt teammøder hvor borgeren analyseres ud fra teorien. Analysen består af to elementer:
    1. Analyse af borgerens demensudtryk ved at se på den fem komponenter som udgør demensudtrykket 1) den neurologiske svækkelse 2) helbredet og herunder borgerens medicin 3) livshistorien 4) personligheden 5) de socialpsykologiske rammer omkring borgeren
    2. Analyse af borgerens grundlæggende psykologiske behov 1) behovet for trøst 2) behovet for meningsfuld beskæftigelse 3) behovet for identitet 4) behovet for tilknytning 5) behovet for inklusion

Med baggrund i analysen kan man iværksætte en handleplan som specificerer somatiske aspekter der skal undersøges/ behandles, konkrete fysiske og sociale rammer omkring borgeren som skal ændres, og psykologiske behov som med fordel kunne imødekommes yderligere, samt hvilken arbejdsfordeling der skal være mellem de forskellige fagligheder for at dette lykkedes.

  • Flere af vores medarbejdere er uddannet i DCM-metoden, som er en kvalitetssikringsmetode til at kortlægge demensomsorgen hvor man vurderer borgernes velbefindende og identificerer de handlinger hos personalet som medfører henholdsvis højt og lavt velbefindende. DCM-metoden anvendes jævnligt for at kvalitetssikre omsorgsarbejdet og for at følge borgernes velbefindende over tid.
  • Vi fokuserer meget på de aktiviteter der tilbydes borgerne og hvordan de fysiske rammer kan understøtte dette i den fysiske indretning og i organiseringen af arbejdet. Vi har udarbejdet et pilotstudie som viser, at et fokus på meningsfuld beskæftigelse er en stor potentiel kilde til opfyldelse af de psykologiske behov og dermed til øget livskvalitet, fordi man gennem meningsfuld beskæftigelse ofte samtidig opfylder andre psykologiske behov, fx behovet for inklusion og tilknytning hvis aktiviteten foregår med andre parter, behovet for identitet i og med at aktivitet også er med til at definere hvad man kan som person, og hvem man er. Meningsfuld beskæftigelse giver også et grundlag for efterfølgende at samtale om det der er sket, hvilket øger effekten yderligere.
  • At man har som målsætning at fokusere på borgerens perspektiv, også i situationer med udadreagerende adfærd hvor det ellers kan føles som om borgeren ”pludselig” slog ud. Her er det væsentligt at bruge analysemodellerne til at blive klogere på: hvorfor reagerede borgeren mon som han gjorde? Hvad forsøgte han at kommunikere til os? Hvilke tegn på affekt eller mestringsstrategier udviste han umiddelbart inden? Hvilke krav stillede vi til borgeren i situationen som muligvis fik ham til at reagere? Hvilke behov giver han udtryk for?
  • At man i alle beslutninger sætter kerneydelsen – nemlig den personcentrerede omsorg for beboerne – i centrum ved at stille sig spørgsmålet: Hvad ville borgerne gerne have vi valgte her? Hvad ville være den bedste løsning for borgerne?

Andre gode teorier

Udover det teoretiske afsæt i Tom Kitwoods teori forsøger vi hele tiden at holde os opdateret ift. nye teorier, metoder og tilgange indenfor demensområdet, som kan supplere vores teoretiske grundlag yderligere.
Lige nu er vi fx optaget af Bo Hejlskov Elvens teori omkring håndtering af ”problemskabende” adfærd.

Teorien går ud på, at alle der kan opføre sig ordentligt, gør det. Det betyder, at hvis borgeren ikke formår at ”opføre sig ordentligt”, så er det fordi der stilles for mange krav til borgeren i situationen. Al ukontrollerbar adfærd udløber af krav fra personalet, andre beboere eller omgivelserne generelt, og derfor er det relevant at analysere kravene i situationen, og borgerens reaktion på disse. Hvis der stilles for store krav, vil borgeren forsøge at genvinde kontrollen ved at sige nej, ved at gå væk fra situationen, ved at skabe afstand til andre gennem at råbe, at spytte, at true andre eller ved at slå. Derfor er det vigtigt at kende borgeren, så man kan se de første tegn på øget affekt, og så man kender de strategier borgeren benytter for at genvinde kontrollen over sig selv.
Bo Elven skitserer specifikke pædagogiske metoder til konflikthåndtering, til minimering af kravsætning i tilspidsede situationer, til mindskning af affekt (så vidt muligt at trække sig fra konflikten og at beskytte de øvrige borgere gennem skærmning), til ro-givende metoder og en analysemetode som kan hjælpe til at forstå, hvorfor borgeren reagerede som vedkommende gjorde.
Læs evt. mere:
Tom Kitwood (1999): ”En revurdering af demens – personen kommer i første række”.
Bo Hejlskov Elvén (2009): ”Problemskabende adfærd ved udviklingsforstyrrelser eller udviklingshæmning”.